> ## Content Index
> Fetch the complete content index at: https://responsible-uakari.pikapod.net/llms.txt
> Use this file to discover other available public pages before exploring further.

# Dommedags-serien Jericho bliver måske genoplivet på nettet
- URL: https://responsible-uakari.pikapod.net/dommedags-serien-jericho-bliver-maske-genoplivet-pa-nettet/
- Published: 2012-05-02T08:33:08.000Z
- Updated: 2023-07-13T17:36:18.000Z
- Author: Jeppe Børsting
- Tags: Arrested Development, cbs, Netflix, Nyheder, Terra Nova, The River, #Import 2023-07-01 09:20, #Import 2026-09-30 20:04

Den lille by Jericho i Kansas bliver afskåret fra omverdenen efter et atomangreb på USA og beboerne slås indbyrdes for at overtage magten. Det sker i serien Jericho, som begyndte i 2006, men blev lukket kort inde i sin anden sæson.  
Men nu er serien måske på vej tilbage til tv – en slags tv i hvert fald.  
For det er internet-tjenesten Netflix, som lige nu leger med ideen om at genoplive Jericho og vise serien for de betalende abonnenter på nettet.  
I hvert fald skriver tvguide.com at Netflix-cheferne har henvendt sig til tvstationen CBS for at høre om det er muligt at overtage rettighederne til serien.  
Jericho havde Skeet Ulrich og Lennie James i store roller. De har begge haft tvroller siden, men har lige nu ikke noget fast arbejde. Faktisk havde Jericho allerede lave seertal i sin første sæson, og den blev lukket efter det første år. Men en online kampagne fra seriens fans fik CBS til at genoverveje serien, der fik endnu 7 afsnit, inden de stadig svigtende seertal lukkede serien.  
Netflix gør for tiden meget ud af at overtage serier, der ikke kan klare mosten på de traditionelle tvkanaler. For eksempel bliver komedien [Arrested Development genoplivet på Netflix](https://responsible-uakari.pikapod.net/arrested-development-er-tilbage-ny-saeson-kommer-pa-netflix/ "Arrested Development er tilbage: Ny sæson kommer på Netflix"), og det er også sandsynligt, at den kortlivede The River gør det samme. Netflix takkede dog nej til overtage dinosaur-serien Terra Nova.