Bones: Knogler, kemi og 12 sæsoners komfort-krimi

Booth og Brennan, 12 sæsoner og 246 afsnit. Her er guiden til Bones: sæson for sæson, medvirkende, forholdet og hvor du streamer serien i Danmark.

3 ud af 5
Bones: Knogler, kemi og 12 sæsoners komfort-krimi
Booth og Brennan finder både mordere og hinanden i løbet af 12 sæsoner af Bones

Et lig i en sump. Et kranie, der mangler en tand. Og en FBI-agent, der hellere vil tale om mavefornemmelser, end om hvad knoglerne fortæller.

Det er Bones helt kort fortalt.

(Senest opdateret 28/9/2026)

I løbet af 12 sæsoner og 246 afsnit fra 2005 til 2017 opklarede retsmedicineren Temperance "Bones" Brennan og FBI-agenten Seeley Booth sammen mord i Washington. Hun tror kun på beviser. Han tror på Gud, instinkt og sit bælte med en cowboyspænde. Resten er seks sæsoners flirt, et barn født i et fængsel og en af de mest sære seriemordere, amerikansk tv har budt på.

Er Bones værd at se i 2026? Ja, hvis du vil have en krimi, du kan se to afsnit af på en hverdagsaften uden at skulle tage notater. Nej, hvis du forventer The Wire. Sagerne er formel, og de sidste sæsoner kører på dampene. Men kemien mellem Emily Deschanel og David Boreanaz bærer serien langt, og de første syv sæsoner er komfort-tv, som det skal laves.

Vores dom: 3 ud af 5 stjerner: Ikke stor kunst, men underholdende og engagerende.

Bones kom ikke med på vores liste over de 100 bedste tv-serier nogensinde. Men den er et godt bud på en serie, man kan se 12 sæsoner af uden at kede sig.

Her er guiden til det hele: hvor du ser serien, hvem der er med, hvad der sker i hver sæson, og selvfølgelig hvornår Booth og Brennan endelig finder sammen.

Hvor kan du se Bones i Danmark?

Alle 12 sæsoner ligger på Disney+ (tjekket 28. september 2026). Serien er produceret af 20th Century Fox Television, og derfor er den endt hos Disney.

I 2010'erne kørte Bones på TV3 og TV3+, typisk som en del af onsdagens krimiaften sammen med NCIS og The Mentalist. Og genudsendelserne dukker stadig op på de danske kanaler, og gør at Bone stadig bliver set af rigtig mange danskere.

Bones i tal

Sendt

2005–2017 på Fox

Sæsoner og afsnit

12 sæsoner, 246 afsnit

Skaber

Hart Hanson

Bygger på

Retsantropologen Kathy Reichs' liv og krimiromæner

Genre

Krimi, drama, en god portion komedie

Spin-off

The Finder (2012, 13 afsnit, lukket efter én sæson)

Medvirkende: hvem spiller hvem?

Skuespiller

Rolle

Med i

Emily Deschanel

Dr. Temperance "Bones" Brennan, retsantropolog

Sæson 1–12

David Boreanaz

FBI-agent Seeley Booth

Sæson 1–12

Michaela Conlin

Angela Montenegro, kunstner og ansigtsrekonstruktør

Sæson 1–12

T.J. Thyne

Dr. Jack Hodgins, "bug and slime guy"

Sæson 1–12

Tamara Taylor

Dr. Camille Saroyan, chef for laboratoriet

Sæson 2–12

Eric Millegan

Dr. Zack Addy, Brennans assistent

Sæson 1–3 (og gæsteoptrædener)

John Francis Daley

Dr. Lance Sweets, psykolog

Sæson 3–10

John Boyd

FBI-agent James Aubrey

Sæson 10–12

Emily Deschanel privat: Hun er storesøster til skuespilleren Zooey Deschanel og gift med skuespilleren og manuskriptforfatteren David Hornsby (It's Always Sunny in Philadelphia) siden 2010. Parret har to sønner, født i 2011 og 2015. Den første graviditet blev skrevet direkte ind i serien, og derfor er sæson 7 kun 13 afsnit lang.

Sæson for sæson: det første halve er det bedste

Spoilers fra og med sæson 3. Du er advaret.

Sæson 1 (2005–06, 22 afsnit). Holdet på Jeffersonian-instituttet sættes. Brennan og Booth kan ikke fordrage hinanden, og det er præcis det, der virker. I baggrunden: mystériet om Brennans forældre, der forsvandt, da hun var teenager.

Sæson 2 (2006–07, 21 afsnit). Camille Saroyan tager over som chef for laboratoriet, og Brennans familiehistorie begynder at folde sig ud. Serien finder sin form: én sag pr. afsnit, og et forhold, der langsomt bevæger sig.

Sæson 3 (2007–08, 15 afsnit). Forkortet af forfatterstrejken, men med seriens første store seriemorder, den kannibalske Gormogon. Og en finale, hvor det viser sig, at Zack Addy har været hans lærling. Den sidder stadig i fans.

Sæson 4 (2008–09, 26 afsnit). Seriens længste sæson. En række skiftende assistenter (de såkaldte squinterns) overtager Zacks plads, psykologen Sweets kommer til, og sæsonen slutter med en hjernesvulst og et alternativt univers.

Sæson 5 (2009–10, 22 afsnit). I jubilæumsafsnit 100 får vi historien om, hvordan de mødtes. Booth erklærer sin kærlighed. Brennan siger nej. Og sæsonen ender med, at de rejser hver til sin side af jorden i et år.

Sæson 6 (2010–11, 23 afsnit). Booth kommer hjem med en kæreste, en snigskytte går amok i Washington, og i finalen afslører Brennan, at hun er gravid med Booths barn. Samme forår var serien tæt på at blive lukket: seertallet var faldet fra 10,8 til lige over 10 millioner, og Fox ventede til sidste øjeblik.

Sæson 7 (2011–12, 13 afsnit). Kort, fordi Emily Deschanel var gravid i virkeligheden. Booth og Brennan flytter sammen og finder et hus, datteren Christine bliver født, mens Brennan sidder fængslet under en sag, og hackeren og seriemorderen Christopher Pelant (Andrew Leeds) træder ind. I finalen går Brennan under jorden med Christine, anklaget for et mord hun ikke har begået.

Sæson 8 (2012–13, 24 afsnit). Brennan vender tilbage, og Booth er vred. Pelant får mere og mere magt over holdet, og sæsonen slutter med, at han tvinger Booth til at sætte forholdet på pause. På TV3 kørte den onsdag kl. 21.

Sæson 9 (2013–14, 24 afsnit). Endelig brylluppet. Freddie Prinze Jr. vender tilbage som CIA-agent, Nora Dunn spiller en forfatter i fejde med Brennan, og en ny seriemorder, Ghost Killer, skaber uro.

Sæson 10 (2014–15, 22 afsnit). Sæsonen starter med et chok: Sweets bliver dræbt i første afsnit. En sammensværgelse i FBI, Booths spilleproblemer og en ny makker, agent James Aubrey.

Sæson 11 (2015–16, 22 afsnit). Booth forsvinder, hans bror Jared dør, og en ny seriemorder, Dukkeføreren, dukker op. Booth og Brennan får deres andet barn, sønnen Hank.

Sæson 12 (2017, 12 afsnit). En kort afskedssæson. Zack Addy vender tilbage som mistænkt, laboratoriet bliver sprængt i luften, og den sidste episode blev sendt 28. marts 2017.

Booth og Brennan: seks sæsoners dans om den varme grød

Det største mystérium i Bones var aldrig et mord. Det var, om de to hovedpersoner nogensinde ville finde sammen.

  • Sæson 1–4: Flirt, skideballer og mindst én "det var bare en drøm"-situation. Sæson 4 slutter med, at Booth vågner fra en koma og ikke helt kan huske, hvem Brennan er for ham.
  • Sæson 5: Booth siger det ligeud. Brennan afviser ham, fordi hun ikke tror, hun kan ændre sig. De skilles i et år.
  • Sæson 6: Booth kommer hjem med en anden kvinde. Men i finalen finder de sammen, og Brennan fortæller, at hun er gravid.
  • Sæson 7: De flytter sammen, finder et hus og får datteren Christine. Fans havde ventet seks år. Seriens skaber Hart Hanson kaldte det "en foryngelseskur for serien".
  • Sæson 8: Brennan går under jorden, Booth er rasende, og da Pelant truer deres venner, må Booth trække sit frieri tilbage.
  • Sæson 9: De bliver gift.
  • Sæson 11: Sønnen Hank kommer til verden.

Hvornår bliver Booth og Brennan kærester? Det korte svar er: i finalen af sæson 6. Det lange svar er: i de 128 afsnit der kommer lige før.

Bag kameraet: serien, der nægtede at dø

Bones var truet af lukning flere gange, end fans nok aner.

  • Foråret 2011 lå seertallet på lige over 10 millioner, og Fox ventede til to uger før den officielle udmelding med at forny serien. Til sammenligning trak NCIS knap 20 millioner hver uge.
  • Sæson 7 blev bestilt med 13 afsnit, fordi Emily Deschanel var gravid. Undervejs bad Fox om fire ekstra afsnit, som de så endte med at gemme.
  • Sommeren 2012 tweetede David Boreanaz om en "farvel-tour" på Comic-Con. Hart Hanson kaldte det en forhandlingsmanøvre, og Boreanaz indrømmede senere: "Der er altid en skjult besked i det et eller andet sted." Han blev i fem sæsoner mere.
  • I 2011 fik Michaela Conlin, T.J. Thyne, Tamara Taylor og John Francis Daley en lønforhøjelse til omkring 275.000 kroner per afsnit. Deschanel og Boreanaz tjente angiveligt fire gange så meget.
  • Spin-off'en The Finder blev introduceret i et Bones-afsnit i sæson 6 og fik sin egen serie i 2012. Den blev lukket efter 13 afsnit.

Kan du lide Bones, så prøv også

  • Castle: en krimiforfatter og en politikvinde, samme drillende kemi.
  • The Mentalist: en falsk synsk, der opklarer mord for politiet.
  • NCIS: samme kombination af holdarbejde og humor, bare med flere uniformer.
  • Crossing Jordan: en retsmediciner, der blander sig i efterforskningen. Bones' ældre kusine.
  • Rizzoli & Isles: en politikvinde og en retsmediciner, kvindernes svar på Booth og Brennan.

Ofte stillede spørgsmål om Bones

Hvor mange sæsoner er der af Bones? 12 sæsoner og 246 afsnit, sendt fra 2005 til 2017.

Hvornår bliver Booth og Brennan kærester? I finalen af sæson 6. De flytter sammen og får en datter i sæson 7 og bliver gift i sæson 9.

Hvor kan jeg streame Bones? Alle sæsoner ligger på Disney+ i Danmark.

Hvad hedder Booth og Brennans børn? Christine (født i sæson 7) og Hank (født i sæson 11).

Har Emily Deschanel børn? Ja, to sønner med manden David Hornsby, født i 2011 og 2015.

Er Bones baseret på en virkelig person? Løst. Serien bygger på retsantropologen Kathy Reichs, som også skriver krimiromænerne om Temperance Brennan, og som var producer på serien.


Kilder til tal og fakta: Wikipedia: Bones, Wikipedia: episodeliste, Wikipedia: Emily Deschanel, Disney+, tjekket 28. september 2026. Citater og seertal fra tvserier.dk's egne artikler 2011–2013.